I dag kl. 15.26 skete der en bombesprængning i regeringsbygningen i Oslo. En time efter meldtes der om skyderier på en lille ø ret uden for Oslo, hvor mellem 500-700 ungdommer fra ungdomsarbejderpartiet holdte sommerlejr. Der er bekræftet mindst 7 dræbte ved bombeangrebet og mange, mange såret (de måtte transporteres væk i busser), og antallet af drabte risikere at være meget højere. På øen siger øjenvidner at det drejser sig om mindst 25-30 dræbte, en ren masakre, lad os bede til, at dette ikke er sandt.
Vi skulle have været taget afsted til Sverige i morges på kanotur, men da jeg har været syg besluttede vi os for at udsætte det en dag. Jeg var 1,5 km fra bombesprængningen. Vi hørte lyden fra lejligheden, men troede enten at det var et lidt mærkelig tordenskrald eller en bygning der blev revet ned. Lige efter tog vi ned til centrum for at handle. Da vi nærmede os, kunne vi godt mærke, at der var noget der ikke helt var som det skulle være. Fremme ved butikken vi skulle handle i, var de igang med at feje vinduesglas op. Det går op for os, at der på samme gade er mange vinduer der er blevet knust. Vi møder en ven, som fortæller os, at der har været en eksplorsion på regeringsbygningen, men at årsagen endnu ikke vides.
Vi forsatte med at gå lidt rundt, det føltes fuldstændig, som at gå rundt midt i en film. Selvom vi endnu ikke præcis vidste, hvad der var sket, virkede det så uvirkeligt. Og selvom ingen ville dømme det på forhånd, og håbede på, det ikke var tilfældet, så tænkte alle og snakkede om, om det kunne være et terrorangreb. Skønt stemningen var meget anspændt, var det alligevel som om, at alle blev ved med at foretage sig det de nu havde gang i. Folk forsatte med at side på café eller handle. Samtidig så var det som om, at der kom flere mennesker på gaden, selvom at folk var bange for endnu en eksplosion, så var de også interesseret i at finde ud af, hvad der var sket, og hvis der skulle ske en eksplorsion mere, kunne det jo trods alt ske, hvor som helst.
Da vi havde mistet lysten til at handle, besluttede vi os for kun at købe de ting vi vireklig trængte og så tage hjem igen. Tilbage i lejligheden blev vi opdateret på, at det var en bombesprængning og om skyderierne på øen.
Det hele er stadig så uvirkeligt. Ufatteligt. Terrorangreb i Norge? Den tanke havde været så fjern fra mig. Hvordan kan nogen mennesker gøre det? Hvordan kan nogen mennesker få sig selv til at rende rundt og skyde unge uskyldige mennesker? Hvilken baggrund eller overbevisning kan få et menneske til at gøre sådan?
Jeg sender de varmeste og kærligste tanker til de mennesker der er berørt af angrebet, som er blevet skadet, har mistetet livet, mistet familie og venner. Især til de unge mennesker der har måtte løbe rundt på øen, gemme sig i buske og krat på flugt. Til deres forældre, der har måtte vente magtesløse og uvidende om deres børns skæbne. Og jeg sender en varm tanke til alle de redningsfolk og andre, som har gjordt et stort stykke arbejde i løbet af hele eftermiddagen, aftenen og den kommende tid.
