En intens rejse gennem livets mange følelser og kontraster

Jeg er mættet, overvældet og glad for at være 'hjemme', være et roligt, kendt, trygt sted, hvor jeg kan begynde at bearbejde nogle af alle de oplevelser, tanker og følelser jeg har været igennem siden jeg drog fra Oslo d. 4. december. Det har været en utrolig intens måned med utrolig mange kontraster.

PARIS

Folk taler om Paris, som en helt ubeskrivelig fantastisk by, 'kærlighedens by', som nogen kalder den. Min oplevelse var helt anderledes. Aldrig har jeg været et sted, hvor jeg følte mig så utryg, så overset og fremmed.

8.12.11 - In the night lonely and hunted

Fremmede, distancerede øjne ser på mig.
Vurder, dømmer.
Hvad tænker de?
Nem, ung, blond kvinde?
Et let offer?
Naiv, godtroende hippie?
Bums?
En tilfældig rejsende uden betydning
Menneskemassen bevæger sig omkring mig, som en grå masse
Jeg prøver at få øjenkontakt med venlige tillidsfulde øjne
Min venlighed, åbenhed, mine smil bliver mistolket, misbrugt.
Nej, jeg vil ikke 'body-body-satin-satin' med dig!
Og jo, jeg ville gerne drikke en kop kaffe med dig,
hvis jeg vidste dét blot var intensionen
Jeg går rundt i gaderne, som en ensom vandrer
Faret vil i storbyens ødemark

I BUDDHISTISK NONNEKLOSTER

New Hamlet - Nonneklosteret jeg boede i

10.12.11


I feel calm, relaxed and peaceful. This is how I want to live once, a place with big garden, old trees, plants, lots of vegetables, cozy small places around in the garden. It feels so nice to be surrounded by good, loving, aware and mindful people.

I enjoy the routines, the fact that you train to be aware of everything you do. Every time the bells ring everyone stops and just focusing on the breathing.

The silence here is amazing, powerful. Every evening after meditation around nine o'clock there is noble silence until you have washed your plate after breakfast next morning. Only important messages will be whispered. I have become aware of that silence and patience often bring the answers.

Den mindre meditationshal

People here are so helpful and even though we do not speak a lot and have very little physical contact I do not feel alone at all. I feel surrounded by love. Love from people, cats, plants. Love all around me.

I realized this morning that I grew up with the thought that love is something you give and receive between people, but when I this morning where hugging a tree and watch the sunrise and saw it spread the most beautiful colors on the sky I realized that I receive so much love, acceptance and beauty from the tree, sun and all the living beings around me.

11.12.10 - Acceptance of feelings

If I did not write in my dairy I would have lost the sense of date. I have only been here for some days, but because of the routines seem so similar every day and you live so much present in the moment it becomes unimportant which day it is.

The day has been filled with new expression, thoughts and feelings. I do not know if I ever had felt such a peace and harmony inside before. All this make sense to me. The awareness, respect, routines, rituals, inspiring talks, this simple lifestyle gives so much energy.

We went to Upper Hamlet today (the monks’ monastery). I was tired and irritated this morning when the bell called to morning meditation at five o'clock. Maybe for the first time I felt a totally acceptance in me of this feeling. I saw the feeling as a mother watch her child, gave it love, accepted it, and every time I got irritated on an object or subject I asked myself; Was I irritated before this? The answer was every time yes, and then I knew that it did not had anything to do with reality but that it was something inside my mind.

12.12.11 - Resting day



Kaldenavn: 'Sister Apple' - meget inspirende kvinde

What is resting? A time where you lay in bed? Drink tea, lay on the sofa? Do as little as possible?

A Sister told that she always get the question: "Sister why don't you rest, it is resting day?', because she always used the resting day to work. Her answer was always:

"I relax my mind not my body, then I feel fresh, then I get energy".

If she laid in her bed her mind would continue working. But when she was picking apples she was only focusing on the apples: "Good apple, bad apple, good apple, bad apple". When she was washing pots she only thought about washing the pots. She said:

 "This makes you rest, be free and feel happy".

I definitely feel it here. I feel how my 'tankestrømme' takes less space, less focus. I feel present and focusing on what I'm doing, where I am, and who I am with.

What is happiness? I started to wonder; what is happiness? I think I had believed in many years that it is when you smile, laugh, when you do something you like to do or are together with people you like and who likes you. It is all good. But can't you smile and laugh without being happy? Can't you do something you love to do, or being with people you love and who loves you without feeling happy? The Sister also said: "It is not how you work or what you do, it is how your mind is that makes you happy". Before I talked with the sister my own thought were that happiness could be an inner balance of peace and harmony and that it is not so much about being happy or unhappy but an acceptance of both feelings. This though came because I have been smiling and laughing more than I do here, but still I have a deep feeling inside of me of peace and harmony and I ask myself is this happiness? Missing It is a funny thing about missing. Before I have always missed the once I love if I were not with them. Feeling bad that I where not there for them in hard times and good times. While I have being here my feelings of missing have changed. I do not miss in the same way. It does not mean that I love them less but because I feel them so present in my heart in every step and breathe I take. TINGMØDE - 'HIPPIE GATHERING' Tinget er en stor nordisk hippieforsamling. Denne vinter mødtes vi omkring 150 mennesker ved en smuk sø nogle timer fra Stockholm. At være på Ting er noget helt specielt, og noget man nok ikke møder så mange andre steder. En af dagene, hvor jeg havde fået lidt for meget af at være der, beskrev jeg Tinget som; kaos, uorden og anarki. 150 stærke individer, som alle har hver sin mening og måde at gøre tingene på, og langt de fleste er overbevidst om, at deres måde er den rigtige og bedste. Det giver mange udfordringer. Vi var samlet mange mennesker på et lille område, så der var så crowded, støjende og beskidt alle vegne. Alt var i uorden, der var ingen struktur, ingen rutiner, og ingen regler, kun sociale normer. Alt sker i Ting-time - uden tid, men efter flowet. Morgenmaden blev mange dage serveret når solen var ved at gå ned og nytårsaften blev aftensmaden serveret i det nye år. Alt var i totalt kontrast til min uge i klosteret. Første dag jeg kom til Tinget var jeg med en gang klar til at tage derfra igen, men den ene dag tager den anden. Man bliver fanget i Ting-flowet. Dagene/nætterne flyder ud i et med dans, sang, musik, kram, kys og kærtegn, hygge, vinterbadning og sauna, diverse cirkler og workshops. Time and date unknown -meaningless I think I have been sleeping here for three nights. Today I feel very out of balance. It started already in the evening. I tried to go to bed early. I try to find some peace, balance, but the energy here is so much up and down and it affects me a lot. Right now the people and drums have gone crazy. People have gone into a kind of trance and are dancing like wild animals. The expression in their eyes have changed, they look like they do not see into this world. The drums continuing rise in tempo. Everyone is totally out of control. I do not know if I like this. In some way it seems more like they lose themselves rather then founding themselves. Today I'm just watching, walking along the walls. Feel like a shadow who does not want to be seen. Here is so many egos, so many people, so crowded and noisy. 'Tankestrømmene' fills my head. Anxiety fills my body. I had nightmare tonight. I was trying to escape from someone who wanted to kill me or catch me. I have met this woman who disturb my mind, gives me troubles, sadness. Or I know that it is my own mind, my own drama that makes the drama in me. I cannot feel myself here. I get so confused about all the different energies. Maybe I should take a swim in the lake that would probably be good. Tabet af en nær ven Som jeg skrev i forrige indlæg, så døde en nær veninde i midten af december. Jeg har været i sorg, grædt og leet. Grædt, danset og leet. Grædt, sunget og leet. Det har været en god og jeg tror naturlig proces, en proces der handler om at give slip. På et tidspunkt til Ting-mødet var der en kvinde i en 'heart sharing circle' (som går ud på, at man deler direkte fra hjertet, uden forbehold og uden at dømme, men fortæller og lytter) der fortalte, hvordan man nogen gange må give slip, selvom man elsker hinanden.  At holde fast ved noget, hvor det bedste vil være at komme videre, vil være at dræbe kærligheden. Hvor i mod at kærligheden vil leve videre indeni, hvis man lader vejene skilles og giver sig selv og den person man elsker lov til at følge sin livsbane. Jeg sad uden for cirklen og lyttede. Havde ikke energi til at deltage. Denne kvindes sharing ramte mig, som var jeg blevet blæst omkuld af et utroligt vindstød. Ikke noget man kunne se, ikke noget jeg kunne høre, men BANG. Jeg følte mit hjerte blev revet op. Jeg følte mig blottet, fik kontakt med nogle dybere følelser, jeg ikke havde kunnet få kontakt til før, eller som jeg måske ikke havde været klar til før. Kvinden grad, og jeg ønskede at gå hen og holde om hende, lade hende vide, at jeg var nærværende, at jeg havde hørt og set hende. Men jeg var som frossen, ude af stand til at bevæge min krop. Jeg sad ude ved væggen, sad i lotusstilling, med lukkede øjne og mærkede, hvordan jeg svævede ud af min krop. Jeg var utrolig bevidst om min krop, men ude af stand til at bevæge den. Der var blevet kaldt til dinner-food-circle, og alle vegne rundt om mig begyndte det at vrimle med mennesker, men det var som om, at det var i en helt anden verden. Jeg forsøgte at holde fokus på min vejrtrækning på noget håndgribeligt, men det blev blot hurtigere og dybere og jeg mærkede, hvordan alt den ilt gjorde mig svimmel og ør i hovedet. Jeg vidste at jeg havde mistet min jordforbindelse, jeg begyndte at blive bange, bange for at miste mig selv helt. Ønskede inderligt at Helle min gode veninde skulle komme hen til mig, hjælpe mig ned på jorden igen. Hun stod lige foran mig, men jeg var ikke i stand til at skabe kontakt med hende. Efter lidt tid, som nok var nogle gangske få minutter, eller sekunder, men som føltes ubeskrivelig lange hængene der i luften, kom hun hen og sad ved siden af mig. Jeg brugte alle mine kræfter på at tvinge min hånd til at gribe hende, klemme hendes hånd og på den måde give tegn til at jeg havde brug for hendes hjælp, hendes støtte. Hun tog om mig, tog mig tæt ind til sig. Jeg mærkede hvordan jeg med en gang ved hendes nærvær fik jordforbindelse igen, begyndte at kunne føle min krop igen, og efter nogle dybe vejrtrækninger lukkede det hele sig op, og jeg græd. Græd fra dybt i mit hjerte. I en lang stund uden tanker, blot rene følelser. Da jeg begyndte at komme lidt mere til mig selv, begyndte de rationelle tanker. Forundringen over, hvor alle de følelser kom fra, hvorfor jeg havde reageret så stærkt på netop det kvinden i cirklen havde sagt. Min erfaring er, at stiller man klare spørgsmål, får man klare svar, hvis man er åben for det. Åben det var præcis det jeg var i det øjeblik, total åben med kun Helle som mit beskyttelsesskjold mod alt ude fra. Men indefra havde jeg ikke nogen form for beskyttelse. I mit øre (/i mit hoved) kunne jeg høre Olivia sige: 'Giv slip, sæt mig og dig selv fri, og lad kærligheden flyde'. Jeg forsatte med at græde. Smerte, glæde og taknemmelighed skar som syle gennem min krop. Vidste jeg reelt før, hvor højt jeg elskede hende? Vidste hun det? Der var mere i den overvældelse af følelser, der strømmede gennem min krop. En dyb taknemmelighed for den kærlighed jeg i mit unge liv allerede har oplevet. Den kærlighed og omsorg jeg mærker fra min familie, de kærlige og udviklende relationer og forhold jeg har haft og har. Kort sagt så var det en følelse af kærlighed, der slog benene væk under mig og som samtidig fik mig tilbage på jorden. The lost child - 13.12.11 I’m wondering what happen with the little girl? Where has she gone? What made her leave? What made her grow up so fast and who told her that an adult cannot laugh and have fun? Why did she stop playing? I know my smile is deep, I see it in the eyes I meet, but when is the last time I have been laughing through my whole body, with my whole body, forgetting the mind, future and past. Live in the moment. I feel I have lost my inner child. På Ting lykkes det mig, at komme i kontakt med mit indre barn igen. Jeg mødte en kvinde, og vi grinede og teede os tosset til vi var helt udmattet og ikke havde mere luft i kroppen. Vi snakkede med stjernerne på vores eget muh-sprog, vi hoppende i det iskolde vand sent på aften og dansede nøgne rundt om bålet mens dampen steg fra vores kroppe og fik os til at føle os, som var vi i en anden verden. Og Helle var med på Ting, min gode veninde, som er en evig støtte og hjælp til at holde balance mellem det jordnære og det metafysike. Med hende kan jeg med et føle mig som et barn igen. Blive totalt opslugt af nuet, opfinde nye mærkelige danseformer, trille rundt på gulvet, gøgle og bare være til. LIVETS SKOLE Jeg sidder nu tilbage med en følelse, jeg har oplevet én gang før. En følelse af at noget fundamentalt har forandret sig inde i mig. Min måde at betragte og bevæge mig i denne verden på. Samtidig føler jeg, at jeg har bevæget mig længere væk fra den 'virkelighed' jeg er opvokset i, og på en anden måde føler jeg, at jeg er bevæget mig tættere på mig selv, min livsbane og livskraft. Jeg føler mig som en bananskrald der har været kastet rundt i en vaskemaskine, rundt og rundt, op og ned. Jeg føler alt inde i mit er blevet gennemrystet. Alt i MIN virkelighed har været til genovervejelse. Det er noget af en proces, men spændende og i denne omgang har jeg følt mig noget stærkere og bedre rustet til at møde denne proces med åbne arme. Sidste gang jeg gik igennem det var vinteren for to år siden. Den hårdeste og mørkeste vinter i mit liv. En vinter, hvor jeg følte jeg gik igennem mange verdener, mange følelser, og kom ud på den anden side som et andet menneske. Måske det var i processen fra pige til kvinde. Blive opmærksom på min egen rolle i denne verden, være kritisk, stille spørgsmål til alt tidligere, alt der eksisterede inde i mig og rundt om mig. Tage alt jeg tidligere havde stået for og tænkt til genovervejelse og skille mig af med identiteter jeg ikke længere følte passede. I år frygter jeg ikke længere vinterens mørke. Jeg ved at intet varer ved. At foråret vil komme, og at vinteren, mørket og kulden kan bringe mange budskaber og at det er muligt at møde og tage i mod det med åbenhed og kærlighed frem for angst. 'Sharing is carring'. Lad mig endelig vide, hvad du tænker og føler, hold dig ikke tilbage.   Tænk og synes, hvad du vil. Vær fri, døm, vær inspireret, provokeret, det er det samme for mig. Dette er min virkelighed, dette er min verden, jeg sætter pris på muligheden for at skrive, bearbejde, og dele det jeg har på hjertet. Kun ved at være ærlige, sætter vi andre fri til også at være ærlige. "Kun ved at lade vores eget lys skinne giver vi ubevist andre lov til at gøre det samme'" -Nelson Mandela.