Et sted mellem fortiden og fremtiden - begynder nuet at ankomme

9/6-2015
For en uge siden landende jeg i Portland, WA, USA. Jetlaget var mere en form for jetspeed, en form for energi bombe. Det hænger helt sikkert sammen med at den sidste måned før jeg rejste fra Skandinavien var veldig intens, på en god måde, og pludselig var jeg her på den anden side af Atlanten og har ferie. Det har været lidt af et chok for kroppen og sindet.

I den sidste uge har jeg følt at jeg har stået med et ben i fortiden og et i fremtiden, uden rigtig at være tilstede i nuet. En gang læste jeg i bog, at de indfødte amerikanere mener at med vores moderne måde at rejse på; hurtigt over lange afstande, da tager det længere tid for sjælen end den fysiske krop at rejse. Det har været et fint billede for mig i den sidste uge. Det var hårdt at sige farvel til alle jeg er glade i; familie, venner, kollegaer, barna osv. og samtidig sige farvel til alt det trygge og forudsig bare. Nu hvor jeg endelig er her efter flere års ventetid presser alle spørgsmålene sig på om fremtiden. Hvad ønsker jeg at lave? Hvordan ønsker jeg mit liv skal være? Hvad ønsker jeg at prioritere i mit liv?  Hvilken retning ønsker jeg at bevæge mig i? Hvordan skaber jeg rødder og netværk? Hvad inspirerer mig og giver mig motivation og glede? Alle muligheder er åbne og det er til tider ganske overvældende. Jeg forsøger at trække vejret, lade spørgsmålene være der, uden at stresse for at finde svarende og tage en dag af gangen.

I dag føler jeg nuet og roen begynder at ankomme. Mærker at jeg begynder at sænke skuldrende og nyde bare at være. I går ankom vi til Anacortes, en lille ø lige på grænsen til Canada, hvor Kristines forældre bor. Her er utrolig smukt. 

Dette er starten på et nyt kapitel i mit liv, et nyt eventyr.

Den røde pil viser Anarcortes, byen Kristine vokset op i og hvor vi har været på besøg siden mandag.
I morgen rejser vi til Seattle og mandag rejser vi tilbage til Portland, hvor vi skal passe hus og hund i sommer.

Udsigten fra terrassen hos Kristines forældre:)

En tradition i Ford familien (Kristines familie); lære at køre bil ved at starte med en havetraktor:)

USA er et MADPARADIS når det kommer til økologisk, vegetarisk og vegansk mad.
Dette har været min morgenmad næsten hver dag siden jeg ankom: Taco med refried beans, mums! 

På tur med Ida og Bob, mine svigerforældre.

I Nattens Mørke

I nattens mørke kommer de frem.

De bruger gaden som deres butik,

en udstillings plads,

hvor de kan vise frem deres varer.

Købslå om deres kroppe.

Mænd i mørke biler kører langsomt forbi.

Holder stille, vurderer varen.
Nogen ruller vinduet ned og snakker,

andre køer langsomt videre til næste kvinde

eller videre ud i mørket.

Kvinder med korte skørt og fremmed sprog.

Nogen står i flok, nogen alene.
Kvinder med iskolde blikke.

De ser ret igennem mig,

velvidende at jeg ikke er nogen potentiel kunde.

Jeg prøver at få øjekontakt.

Hvad fortæller mine øjne?
Sympati? Undring? Uvidenhed?

Undring. Hvad er deres historie. Hvad er deres baggrund? Hvad er årsagen til at de står her og sælger deres kroppe? Hvordan er deres liv? Hvordan har de det? Hvad drømmer de om? Hvad håber de på?

Hvad siger deres øjne? Hvad tænker de når de ser mig?

Ung, skandinavisk priviligeret kvinde, opvokset i en osteklokke i en forestilling om at verden er god, tryg og retfærdig. En kvinde der ikke har nogen forestilling om et liv uden for osteklokken, uden for den hvide normative verden. Hun skulle bare vide.

Mens jeg går forbi disse kvinder,

indser jeg, at det netop er denne hvide normative verden,

der tvinger kvinderne til at leve det liv de gør.

Måske den 'lykkelige luder' findes.

En kvinde der frivilligt har valgt et yrke som prostitueret,

som finder mening og glæde i det.

Men jeg har vanskelig ved at tro at det gælder disse kvinder.

Har de haft et valg? Hvad havde deres alternativ været?

Jeg sender en bøn om at samtlige af disse kvinder kommer sikkert hjem i aften.

Og for en verden, hvor kvinder ikke er nødsaget til at sælge sine kroppe.

Elven kalder på mig

Følg mig og jeg skal vise dig vej
Stol på mig og jeg skal bære dig gennem alle livets udfordringer
Samarbejd med mig og du vil vokse
Lyt til mig og du vil lære
Se på mig og du vil se livets mening
Rør mig og du vil mærke at vi er ét
Smag på mig og det vil give dig styrke
Tag en dyb indånding og du vil finde ro
Kom! Bliv med på livets eventyr!

Når ting falder på plads

I en bog, Alkymisten, læste jeg en gang, at hvis der er noget man ønsker sig stærkt nok, så vil hele universet gå sammen og hjælpe en til at få det. Jeg tror på, at hvis man er tydelig på hvad man vil have og sender en intention ud om det, så får man det. Det er i hvert tilfælde min erfaring, hvad end det handler om forhold, studie, job, en ledetråd om hvilken vej man skal gå eller som jeg har oplevet nu at finde det hjem jeg har bedt om.
Der gik en uge fra at jeg havde udtryk mig mundtlig om, at jeg ønskede at flytte ud af Oslo i et hyggelig lille hus med have, til at min kollega fortalte mig, at han skulle flytte ud af et sådan hus ude på Nesodden (i Oslo fjorden). Med en gang han nævnte det, vidste jeg, at det var der jeg ønskede at bo. Jeg kunne have sagt ja til huset blot på intuitionen, så stærk var mave følelsen. Glæden blev endnu større da jeg så huset, og da Kristine, min kære, besluttede sig for at flytte med føltes alt som om alt det faldt på plads. Vi mangler forsat at skrive under, men har fået lovet huset (leje).

 Familie og venner er velkommen til at komme på besøg!:D

Why say NO when you can say YES? (Rejsebrev 2)

Yes to all what life brings. 
I have thought about what to share of my journey. I can tell many nice things about people I have met or places I have been. I could tell about my calm relaxing time on a small hippie Island, out in the middle of the forest with and older man on a nuts farm, and which I were surprised to found out that it also were a marihuana farm. I could tell about the young man I got a ride with and who invited me to thanksgiving at his parents place, and how the father of the family and I had our interest in canoeing in common and how he took me canoeing for my first time on the ocean and learned me some things I did not learn through my studies. I could tell about this strong spiritual meeting with a woman I met on the ferry who invited me to come and stay with her and her partner in Seattle, how I met all the family and borrowed her brother’s house when they went away for a family weekend. It is impossible to describe all the experiences in details. What I want to share about it all is that I am very thankful for all the people I have met on my way, who has supported me, helped me, cared for me and given me lots of good experiences and memories.

To travel fills me with many different aspect of life. Sometimes I feel lonely, longing, frustrated and unbalanced, other times I feel high on life, felling filled with love and trust. Today I had this overwhelming feeling of love inside of me, which made me dance and laugh laud on my own. For a week ago I almost could not get out of bed, with low energy and heavy thoughts. I welcome it all, knowing that is all a part of life.
I feel I am learning every day, every day I am going a step deeper into myself. I feel guided and protected. I feel loved and supported.

This is from a book I am reading right now. A poem which touched me..

Poem by Oriah Mountain Dreamer

'The Invitation'

“It doesn’t interest me what you do for a living.
I want to know what you ache for, and if you dare to dream of meeting your heart’s longing.
It doesn’t interest me how old you are. I want to know if you will risk looking like a fool for love, for your dream, for the adventure of being alive.
…
I want to know if you can be with joy, mine or your own, if you can dance with the wildness and let the ecstasy fill you to the tips of your fingers and toes without cautioning us to be careful, to be realistic, to remember the limitations of being human.
…
I want to know if you can live with failure, yours and mine, and still stand on the edge of the lake and shout to the silver of the full moon, “Yes!”
…
It doesn’t interest me who you know or how you came to be here. I want to know if you will stand in the center of the fire with me and not shrink back.
It doesn’t interest me where or what or with whom you have studied. I want to know what sustains you, from the inside, when all else falls away.
I want to know if you can be alone with yourself and if you truly like the company you keep in the empty moments. “

Rejsebrev 1 - Begyndelsen

Jeg har nu været i Nord Amerika i en måned.  Det føles som om, at der er gået meget længere tid, som om hver dag har været en hel uge. Kun få dage har mindet om dagen før, mange nye mennesker, mange nye steder, mange nye indtryk. 

Det uforudsigelige

Den første uge var jeg på en biodynamiske gård lidt uden for Vancouver. En gård jeg som udgangspunkt havde tænkt jeg skulle tilbringe størstedelen af min tid her på. Hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke var sådan det skulle være, at det blot var start stedet for min rejse. Hvad jeg lærte på den gård var, at jeg kan stole på min intuition og at uanset hvor jeg kommer, så vil jeg altid have venner omkring mig, der vil hjælpe og støtte mig.

Selvom det ikke havde været min tanke, så blev jeg pludselig en rejsende. Mange spørgsmål farerede rundt i mig og arbejder stadig i mig: Hvor skal jeg rejse hen? Hvad er mit mål med denne rejse? Hvad ønsker jeg at opleve, lære og hvilke mennesker ønsker jeg at møde? 

Familie besøg

Heldigvis bor Kristines tante og onkel i Vancouver så jeg besøgte og boede hos dem i nogle dage, hvilket gav mig tid til at arbejde med ovenstående spørgsmål og forsat komme mig over mit jetlag.  Endvidere drog jeg og besøgte Kristines forældre der bor ret på den anden side af grænsen til USA. Det betød meget for mig at møde Kristines familie. 

Indigo farm

Kim, Konen på Indigo farm

Efter en lille uges tid med familie var jeg klar for nye eventyr. Klar til at kaste mig ud i bølgerne og lade vinden vise vejen. På den første gård jeg var på, mødte jeg en kvinde, som havde gode venner, der havde en nøddefarm på en lille hippie Ø ud for Vancouver Island. Jeg besluttede mig for at tage derhen og være åben for hvad som ville komme på min rejse. På færgen til Vancouver Island mødte jeg en familie der fortalte mig om en lokal farmer festival der skulle være på Salt Spring Island den følgene weekend. Jeg tænkte, at hvis jeg ønskede at finde et sted at woofe (hvor man arbejder frivillig på økologiske gårde i bytte for kost og logi), så ville en farmer festival sikkert være en godt sted at tage hen. Så jeg drog til Salt Spring Island samme eftermiddag og gik til den første økologiske gård jeg så og fortalte at jeg ledte efter et sted at woofe. Familien bød mig velkommen til at woofe hos dem.  Jeg havde en rigtig god tid hos dem. Jeg arbejde 3-4 timer hver dag, og havde formiddagen eller eftermiddagen til at gå på opdagelse på den smukke ø.  Konen, som jeg arbejdede mest sammen med, var god til at give instrukser og lære fra sig. 

The gate to the fairytale

"The Dreams Comes True Farm" - Duck Creek farm

Selvom at jeg virkelig godt kunne lide den familie jeg boede hos og følte mig velkommen til at blive så længe jeg havde lyst til, begyndte jeg efter en uge at føle mig rastløs og klar til at drage videre. Konen jeg boede hos fortalte mig om nogle steder hun anbefalede mig at besøge inden jeg drog fra øen.  Et sted hun fortalte om fangede min opmærksomhed. Det var en gård på 14 acress og manden der førhen styrede gården døde af hjerte problemer for to måneder siden, så nu var konen alene med gården, sammen med tre woofere. Jeg besluttede mig for at tage hen og besøge hende. Kvinden, Sue, en virkelig skøn kvinde med mange kreative talenter og jeg kom virkelig godt ud af det med hinanden. Det korte besøg blev til at jeg skulle komme igen næste dag og hjælpe med at tage en tipi ned og vupti så blev det til at jeg blev en del af teamet og flyttede ind i skurvognen med de andre woofere. Jeg har nu været her mere end en uge. En lærerig og spændende uge. Stedet her er smukt og samtidig mærkelig. Da jeg kom, var alting et stort kaos og uorden. Sue er i sorg og har ikke de store erfaringer med at drive en gård eller et team. Jeg føler jeg har haft meget at give til dette sted og disse mennesker, på samme måde som jeg føler de har givet mig meget. Gennem den sidste uge har jeg hjulpet med at organisere og strukturer således at der nu er faste arbejdstider, fridage, maddage, daglig morgenmøder og arbejdsområder.

Fællesskab

Det er nogen utrolig dejlige mennesker der er her. Alle meget forskellige personligheder. En unik gruppesammensætning. Her er masser af latter, tårer, filosofiske snakke, knus og omsorg - en stærk følelse af community, fællesskab.  Hver aften har vi siddet rundt om bålet og der er altid nogen der spiller guitar eller har en god historie at fortælle. 

Når man er alene rejsende, hvor nogen tidspunkter føles ensomme og udfordrende, er disse oplevelser, følelse af fællesskab ekstra stærke og betydningsfulde. Følelsen af at høre til, have fælles interesser, tanker, drømme, gaven af fysisk og psykisk nærvær; et smil. et knus, et kærligt ord.

Læring og udvikling
Det er lærerigt og udviklende at rejse. Gennem den sidste måned har jeg lært meget om drive en gård, hvor individuelle gårde er, hvor stort et arbejde det er, og hvordan det ikke er størrelsen på gården der er afgørende for produktion og profit, men kvaliteten i jorden, i organisering, planlægningen og strukturen, arbejdsindsatsen og visionerne. At rejse og opleve disse forskellige steder giver liv og inspiration til mine egne drømme. Jeg nyder det fysiske arbejde, arbejdet ude, i og med naturen. Jeg nyder teamarbejdet, roen når man sidder rundt om bålet om aften.

Disse billeder er fra de sidste to uger på Duck Creek farm:

Første opgave - tage tipi ned

Cowboy Ted på arbejde
En mand med et stort hjerte og mange talenter

Anna og Bill i gang med at høste græskar

Morsomme squash

Matt, Bill and I having fun with the harvest

Goats or sheeps?

Anna, Dingo og jeg.
- Dingo en dejlig hund, der har holdt mig varm rundt bålet mange nætter