Hvem er jeg?

Vi spørger ofte os selv, nok især som unge: "Hvad vil jeg være?" Lige så vigtigt (eller vigtigere?) er det måske at spørge sig selv: "Hvordan vil jeg være?".
Sammenkoblingen af dette må være; "Hvem er jeg, eller hvem vil jeg være?", da der i ordet 'hvem' forstås en form for identitet, som jeg mener både indbefatter, hvad og hvordan man er.
Så for at kunne svare på spørgsmålet: "Hvem er jeg?", må man starte med at spørge sig selv, 'hvad og hvordan er jeg?', og måske må man endvidere spørge sig selv: "Hvor er jeg?" og "hvorfor er jeg, som jeg er?", disse to sidst nævnte spørgsmål er vigtige i den forstand, at de hænger sammen med vores forståelse af den verden vi lever i, da vores samfund, kultur og fortid her spiller en stor rolle.
På baggrund af disse forskellige spørgsmål, kan man forestille sig, at man kan indgræsse sig som individ, og komme tættere på svaret "hvem er jeg?".

Anden vintertur

Omringet af tæt klaustrofobisk tåge vandre vi afsted på række, i modvind med 15 m/s og is der borer sig ind i vores ansigter. Det gør ondt i hele min krop pga. af den alt for store rygsæk jeg bærer, som vejer mere end 1/3 af min egen kropsvægt og som rager langt over mit hoved. Min gode ven, sender et par stykker chokolade frem i rækken til mig, jeg har ingen kræfter til at takke, men tårerne begynder blot at trille ned af mine kinder, og jeg forsætter med at kæmpe mig op ad skråningen, der føles, som om at den ingen ende vil tage..

Efter denne tur, spøger jeg mig selv; hvad er meningen med det her? Hvorfor er jeg her? Hvad er det jeg forventer at opnå og få ud af det? Hvad er prisen og hvad er jeg villig til at ofre?

Fra Haukelister og tilbage igen

Denne vintertur bestod af to dele, først fire nætter med overnatning på Haukeliseter (en fjeldstue) og med dagsturer derfra, og derefter fire nætter med overnatning uden for og med forflytninger med tung sæk. Jeg ved endnu ikke om, jeg skal betragte det som et nederlag eller en sejr, men efter første døgn udenfor måtte jeg melde ud til min vejleder og resten af gruppen, at jeg ikke var i stand til at forsætte. Min krop kunne simpelthen ikke holde til det mere. Jeg havde overbelastet både min ryg, hofter og især højre knæ. Jeg havde ikke kunne sove om natten pga. af smerter, og det eneste jeg kunne tænke på om natten var, at jeg ønskede at komme hjem. Det var nogle kameler der måtte sluges, da hele gruppen måtte vende om, og gå tilbage til start på Haukeliseter for at jeg kunne komme hjem.

Levende begravet

De første fire dage, hvor vi overnattede på en fjeldstue og fik serveret mad, var super fede! Omstændigheder gjorde at man havde masser af fysik overskud til at modtage lærring, udfordre sig og have det sjovt. Første dag havde vi - 19 grader og højt solskin. Denne dag brugte vi på at orientere os rundt i området med fokus på kort og endvidere blev introduceret til, hvordan man kan vurdere skredfare ved brug af en hældningsmåler i kompasset.

Anden dag havde vi sat en toptur som mål, men da det begyndte at trække op og blive sent på dagen, besluttede vi ikke at gennemføre topturen, men i stedet nyde, at vi stadig havde masser af energi til at øve telemarksving ned ad bjerget igen. Sidst på eftermiddagen lavede vi sneprofiler, hvor vi studerede sneens forskellige lag og prøvede at lave et lille fiktiv skred.

Øvelse i at finde folk i skred

Temaet for tredjedagen var kammeratredning, så fra morgenstunden gik vi lidt op i fjeldet, hvor vi fandt et sted, hvor vi med brug af vores skovle fik området til at se ud som om, at der var gået et skred. Vores vejleder fortalte forskellige case og så var det vores opgave at skulle undersøge og finde de forsvundne personer (nedgravet tasker) og udøve livredende førstehjælp. Den vildeste øvelse og oplevelse, var da vi skulle prøve at begraves under sneen, således at vi fik en fornemmelse af, hvordan det ville føles at blive taget i et skred. Og skønt jeg aldrig rigtig har haft tildens til klaustrofobi, så fik denne øvelse alligevel adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen.

Sidste dagen på Haukeliseter var der dårlig sigt, så denne dag øvede vi at bruge kompasset og gå kompaskurs. Selvom, at jeg er opvokset med, at man altid skal lytte til sin intuition, så lavede vi en øvelse, hvor man skulle gå mod et punkt med lukket øjne, hvilket resulterede i, at man oftest gik i en rundbue væk fra punktet. Så konklusionen på dette var; er der tåge, så stol ALTID på kompasset og ikke på intuitionen, den bliver manipuleret af tågen og andre faktorer i kroppen..

Danskergruppen, fungerede super godt. Meget omsorg, opmuntring, rummelighed og godt humør. Så selvom, at jeg ikke synes de sidste to dage jeg var med, var så behagelige, så var gruppen super hele vejen igennem.