På internettet skriver alle børnehaver mange fine ord om det gode pædagogiske tilbud de har til børnene. De skriver om, hvordan børnehaven stimulerer til positiv udvikling, udvikling af sociale, personlige og kreative færdigheder. Gennem de seneste måneder, hvor jeg har arbejdet som vikar, har jeg oplevet en anden virkelighed. Derfor synes jeg det er ekstra tankevækkende, da der i samme periode i Danmark er blevet sat stor fokus og kritik på de danske vuggestuer (småbørnsafdelinger) af Ole Henrik Hansen ph.d. stipendiant. Selvom at han er kommet til at oplyse forkerte tal, så er jeg enig med Forældrenes Landsorganisation at det er utrolig vigtigt at vi fokuserer på hans pointer og stiller os kritiske overfor, hvilken hverdag vi ønsker de yngste i vores samfund skal have (http://www.information.dk/300706).
Norges største børnehave
Første sted jeg var vikar var i Norges største børnehave med 346 børn og plads til endnu flere. Jeg har fået fortalt at der er plads til op til 650 børn (dog kan jeg ikke finde noget tal der bekræfter dette). Samtidig man i gang med at planlægge en børnehave til endnu flere børn! Tre store sammenhængende treetagers bygninger og legepladser hegnet ind som dyrefolde, dette skaber rammerne for børnenes hverdag. Stedet er skabt til at rumme mange børn, det ses tydelig elevatorer, vogne der kan kører børnene ind og ud af bygningerne, og fine lyse rom, der er indrettet med runde baser (grupperum), som sikkert skulle være meget pædagogisk, men utrolig upersonligt. Hvor er alle børnetegningerne eller de små detaljer der gør et rum hyggeligt og hjemligt?
«Uansett hvor man titter er det bare små grupper å se. Ingen kø ved
lekeapparatene, ikke noe stress for bleieskift. Harmoen råder i
Kværnerdalen. Stedet som en gang var preget av tungindustri og støy er
nå overtatt av lette og mindre støyende barn.»
(http://ikvaernerbyen.no/2010/11/norges-st%C3%B8rste-barnehage/)
(http://ikvaernerbyen.no/2010/11/norges-st%C3%B8rste-barnehage/)
Min oplevelse var helt anderledes. For mig var børnehaven indrettet og skabt som en børneindustri, hvor hundrede av forældre hver dag kom og afleverede deres børn. Hvordan kan nogen forældre få sig til at aflevere deres børn til opbevaring på den måde?
I de dage jeg var i den børnehave arbejdede jeg med de yngste børn, og hver dag når jeg kom hjem, var jeg så utrolig ked af det. Ked af det på børnenes vegne. Når jeg lå i sengen om aftenen kunne jeg høre hvordan børnene græd. Græd af savn til deres forældre, græd af frustration over blot at være et barn mere blandt alle de andre børn, græd over for lidt nærvær og for meget støj, græd af angst for at måtte finde sig i at blive givet tøj på, skiftet og trøstet af et totalt fremmede menneske.
Der var en lille pige, en lille jente, som var utrolig indadvendt, og som de andre voksne fortalte havde vanskelig ved at knytte bånd med fremmede voksne. I løbet af de dage jeg var der klarede jeg at skabe kontakt med hende og oplevede hvordan hun viste mig tillid. Det var det værste ved at sige nej til at arbejde der mere der, for jeg følte jeg svigtede hende. Svigtede børnene. Et fremmed menneske, der pludselig kommer ind i deres liv, de skaber tillid og tilknytning og vupti så er jeg ude af livet deres igen. Det er formentlig ikke noget de vil tænke over, men hvis det er noget de oplever tit, vil det da få konsekvenser for, hvordan de knytter relationer til andre mennesker? Jeg spurgte mig selv mange gange, kunne jeg gøre en forskel, kunne jeg forandre på det hvis jeg blev? Det er en kamp mod et system, en samfundsopbygning og struktur og jeg tror det er en kamp der MÅ tages af flere og på et højere politisk plan.
'I denne børnehave havde jeg en stærk følelse af at arbejde med børn på samlebånd. Bleskifte på samlebånd, fodring (et ord man ellers vanligvis kun bruger om dyr), middagslur og vækning, det hele på samlebånd.
Skal jeg sige en positiv om det stedet, så var det utrolig positive, smilene og interesserede medarbejdere der arbejdede der.
Stoler vi blindt på velfærdssamfundet?
Jeg tror på, og går ud fra, at de fleste forældre aflevere deres børn hver dag i den bedste tro om, at børnene har det godt, at de er omringet af omsorgsfulde, nærværende og kærlige voksne, at der bliver taget godt vare på deres børn, og at det til og med er godt for deres børns udvikling at være et sted, hvor der er andre børn på samme alder og fokus på barnets udvikling. Dette er alt sammen noget der bliver reklameret med på børnehavernes hjemmesider, men genspejler intension den reelle virkelighed? Hvor mange af forældrene har fuldt deres børn en hel dag, eller hel uge det sted, hvor barnet opholder sig omkring halvdelen af deres vågne tilstand? Hvor mange forældre ved reelt, at der bliver taget godt vare på deres børn, hvor er garantien for det? Stoler vi blindt på velfærdssamfundets model af børnepasning?
Jeg synes det var skræmmende, hvor stort et ansvar jeg fik som vikar fra første dag. Hvordan jeg flere gange oplevede at blive overladt med op til 10 børn alene, mens en af de andre ansatte løb og skiftede bleer på samlebånd. 10 børn under 3 år, hvor flere af dem næsten kun lige havde lært at gå og som bestemt ikke følte sig trygge ved situationen. Grædende børn, der var frustreret over at blive overladt til et helt fremmede menneske sammen med så mange andre børn. Jeg så frustrationen, angsten i deres øjne. 'Hvor var den, de voksne han og hun var trygge ved'? Hvordan skal man som vikar, en fremmede, trøste og give omsorg til 2-3 grædende børn og samtidig have overblik over en gruppe andre barn der er i fuld gang med at klatre rundt i vinduet og løbe vildt rundt efter hinanden? Er dette noget vi ønsker at udsætte vores børn for?
Endvidere synes jeg det var skræmmende at jeg arbejdede i flere af børnehaverne uden at vise politi attest, selvom jeg blev overladt alene sammen med børnene. Havde dette været anderledes, hvis jeg var en mand?
Et pædagogisk tilbud eller opbevaringssted for børn?
Min oplevelse i flere af de institutioner jeg har været i var at det var skabt som et opbevaringssted for børn i den tid forældrene arbejder. I en anden børnehave jeg var vikar, reklamerede de sig med at være en 'friluftsbørnehave', der drog ud på tur tre gange i ugen. Realiteten, eller sandheden bagved, var at inde og udearealet reelt var for lille til at rumme det store antal af børn, således at de var tvunget til at skulle ud på tur, men ofte gik det blot hen til nærmeste legeplads.
Dog oplevede jeg en pædagogisk forskel på småbørnene på 1-3 år og de større børn på 3-6 år. For mig virkede det som om, at mange af de helt små børn ville have det mest af at være hos deres forældre, hos nærme familie og venner, som de kunne have og udvikle et nært og trygt forhold til. At de ville have godt af at være i mindre grupper, og have meget mere nærkontakt og opmærksomhed fra voksne. Altså ikke blot blive placeret i en opbevarings institution med alt for mange børn, skiftende voksne, store områder, høj lyd og aktivitet. Måske der var noget logisk, noget mening med at mødre tidligere gik hjemme de første år barnets liv. Da jeg en dag sagde til en veninde, at jeg vil være hjemmegående de første år i mit barns liv fik jeg som kommentar, at så var jeg en dårlig feminist. Hvad siger det om vores samfund, vores sociale normer og værdier? Hvordan sikre vi os, at de yngste i samfundet ikke bliver ofre for det moderne samfund?
Med de store børn oplevede jeg, at det på trods af 'opbevarings' følelsen, havde en hvis pædagogisk og socialisering på børnene, da der var mange børn i samme alder at lege med og forskellige aktiviteter.
Dog oplevede jeg samtidig i specielt en børnehave, hvordan det lille inde areal og meget inspirerende udeareal havde en negativ påvirkning på børnene, og de voksne. Som en konsekvens af dette, oplevede jeg at der blev ført utrolig meget 'nej-pædagogik'; "Nei, nå må du ikke", "Nei nå skal du" og "Nei, det er ikke lov". Det er klart at på et for lille og inspirerende inde area så bliver børn kreative for at stimulere og aktivere sig selv, og selvfølge er sofaen et godt sted at hoppe eller legehuset et godt sted at klatre. Men i stedet for at se på de behov der lå bag børnenes initiativer, så oplevede jeg det som om, at det blev børnene der var noget galt med. Allerede fra første dag blev jeg gjort opmærksom på, at jeg var kommet i den vanskelige, udfordrende gruppe, der hele tiden søgte at afprøve grænser. Og jeg skal indrømme, at der var meget sandt i dette, men igen blev ansvaret, skylden lagt over på børnene. I dagligdagen i børnehaven oplevede jeg, at børnene var grænseoverskridende, opmærksomhedssøgende, var voldelige mod hinanden, snakkede grimt til hinanden og holdte ofte hinanden udenfor. Med en gang vi kom ud i skoven, samme gruppe børn, forandrede alt sig. Ingen 'nej-pædagogik', børnene var omsorgsfulde og søde mod hinanden, var kreative og selvaktiverende. Ingen grædende børn, men smil, latter og udforskning af naturen og egne kompetancer: 'Hvor langt kan jeg kaste denne pind?', 'Klarer jeg at grave denne sten fri?', 'Hvor langt kan jeg klatre op i træet?' og 'klarer jeg at hoppe ned her fra?'. Utrolig meget mestring, gode oplevelser, fantasi og glæde blev stimuleret i skoven.
Industri børn - industrimad
Noget jeg har haft utrolig vanskelig ved i min tid som vikar, er maden de serverer for børnene. Det sælges som et god tilbud til forældre; et måltid mad om dagen i børnehaven, varm mad to gange i ugen. Men den varme mad de servere er ikke noget jeg selv har lyst til at spise. Kartoffelmos (som kan hende at være pulver kartoffelmos), fryse grønsager (som en af børnene sagde: "De smager af vand!") og fryse fiskepinde eller hakkebøffer. Noget der er hurtigt at lave. Hvor meget næring er der i dette for børnene, hvor lidt inspirerende er det ikke?
Måske det er den generelle ikke så sundhedsbevidste madkultur i Norge, men stod det til mig skulle der ændres stort fokus på sundhed i børnehaverne. Mere grønt, mere frisk og mere involvering af børnene. I stedet for at gøre det til en besværlig ting at der skal laves mad i børnehaven, så burde man gøre det til en aktivitet og inddrage børnene i, hvordan man laver sund og lækker mad.
Overvågnings samfund
Nogen af de bedste oplevelser jeg husker fra min egen børnehave tid var de stunder, hvor vi byggede os en lille hule, skabte vores eget lille univers, legede alene i puderummet, legede kysseleg inde på en af stuerne, tilbragte en hel eftermiddag på en busk bagerst i børnehaven, eller legede rollespils lege i leget huset. - Alle sammen stunder, hvor de voksne ikke var til stede. Mine oplevelser i nogen af disse børnehaver, var at der var konstant overvågning af børnene, ingen privatliv, ingen ro til at være i sit eget univers. Store legerpladser, men hvor man kan se ALT der foregår. Regler om, at der skal være en voksne i alle rom, hvis der er børn, var gældende for flere af børnehaverne. Hvad gør dette med børnene? Frygten tager plads for friheden. I en af de friluftsbørnehaver jeg har været i oplevede jeg, at børnene selv fik lov at gå ud på legepladsen i den tid de voksne ventede og hjalp de sidste med at komme i tøjet. Der var kun snakke om et par minutter, men for mig viste det en tillid til børnene, gav en følelse af selvstændighed og frihed. I denne børnehave var børnene også utrolig gode til at passe på hinanden, så jeg var heller ikke i tvivl om, at hvis en skulle falde og slå sig eller noget andet, så skulle en af de andre børn nok komme og give besked. I samme børnehave bemærkede jeg at der var mange flere private steder både inde og ude. Steder, hvor man kunne opholde sig uden for synsvinklen til de voksne. Jeg oplevede det som om, at det gav meget bedre plads for kreativitet og rom til at være barn og udvikles. Jeg kiggede rundt om en af husmurerne for stadig at have et 'skjult-overblik' over, hvordan børnene havde det og hvad det havde gang i. På den ene side af muren, så jeg en lille dreng og en lille pige lå på jorden og legede kærester (senere overhørte jeg en samtale, hvor pigen fortalte nogen af de andre piger, at hun havde kysset ham). På den anden side af muren, så jeg to drenge på 5 år, der havde taget en af de små børn med på omkring 1,5 år i deres fodbold kamp. De var så søde, omsorgsfulde, ansvarlige og opmærksomme over for denne lille dreng. Selvom jeg var der som voksen, så klarede drengene helt fint at passe på den lille dreng. Når han faldt hjalp de ham op igen, de sørgede for at han oplevede fodboldspillet positivt og inkluderende. På et tidspunkt løftede den ene af drengene den lille dreng op vandre i sine arme, som en kærlig gestus, for at vise ham nærvær. Jeg var så fascineret, tryllebundet til stedet og tænke wow, hvilke sociale egenskaber alle disse tre drenge udviste. Jeg tænkte, at den dreng der havde løftet den lille dreng, måtte have mindre søskende, for han løftede ham og udviste ham omsorg som det mest naturlige i hele verdenen. Men da jeg spurgte drengen, sagde han, nej han havde ingen søskende, men det var det han ønskede sig aller mest i hele verdenen.
Den pressede situation
 |
| Et eksempel på en midlertidig børnehave der blev varig. Er det et sted der er inspirerende at vokse op? |
Børn - ud i naturen!
I de friluftsbørnehaver jeg har været i virker det til at der er et helt andet overskud og glæde både blandt børnene og de voksne. Her føltes det som om, at der var værdier der har betydning for børnenes trivsel; fællesskab, nærvær, tryghed og plads til af være barn, plads til at udforske og være kreativ.I en storby som Oslo, hvor der har været mangel på børnehaver, hvor de nye sone-base børnehaver vinder frem, fordi de kan have flere børn på mindre plads, forstår jeg ikke, hvorfor man ikke satse mere på naturbørnehaver. Børnehaver der kunne tage t-banen 15 min ud af byen og bo og opholde sig i skoven hele dagen. Det ville kræve færre ressourcer og mindre økonomi, og så tror jeg det ville give et meget bedre pædagogisk tilbud til børn fra 3-6 år. Dette ville være noget jeg ville ønske for mine børn.
Derfor føler jeg mig utrolig heldig nu at have fået job i en naturbarnehage, der har fast base i en lille hytte ude i skoven. 12 børn og 3 voksne og uendelig meget plads at lege på og udforske. Lyder det ikke som noget der er værd at byde børn og voksne?
Konklusion
Jeg mærker, hvordan min tid som vikar i forskellige børnehaver og vuggestuer har påvirket mig dybt. Det har sat gang i mange nye tanker om vores samfund, om opdragelse, pædagogik og hvilke værdier jeg vægter højt. Det har givet et indtryk og indblik i, hvordan jeg oplever bybørnehaverne, som jeg også vil kalde asfalt børnehaverne for mig virker mere som et opbevaringssted for børnene frem for et pædagogisk tilbud, og hvordan jeg oplevede en markant forskel på disse 'asfalt børnehaver', som var præget af mange børn og små områder, generelle dårlige og ikke inspirerende inde og ude arealer, frustrerende og grædende børn, der ofte regerede ved at presse grænser og være voldelige overfor hinanden verbalt og fysisk, og så hvordan jeg oplevede en stor forskel i frilufts- og naturbørnehaverne, hvor der var en meget mere omsorgsfuld og kærlig tone, meget mere selvstændighed, glæde og fællesskab hos børnene.
Jeg er glad for at der er kommet et øget fokus på, hvad vi ønsker at give de yngste i vores samfund. Det er en debat der prikker til mange punkter i vores samfund, og måske derfor den er så 'farlig' at tage, fordi den reelt stiller spørgsmålstegn ved hele vores opbygning af det moderne samfund med forældre der har 8-16 arbejde og at vi generelt lever store dele af vores liv uden for hjemmet, uden for familien. Det er ikke bare en debat, hvor vi kan fralægge os skylden og sige at pædagogerne ikke gør et godt nok stykke arbejde eller at kommunerne bør sætte flere ressourcer af til børneområderne, det er en debat der tvinger os alle til at stille spørgsmålstegn ved det liv vi lever. Det tvinger os til at spørge os selv, hvilket liv ønsker vi at leve, hvilke samfund ønsker vi, hvilke værdier ønsker jeg i mit liv, hvilke værdier ønsker jeg skal være gældende i det samfund jeg er en del af mig og ikke mindst, hvad ønsker jeg at give mine børn eller børnene i vores samfund?
NB!
Dette indlæg er skrevet ud fra egne observationer og erfaring, det indeholder ingen videnskabelig tilgang eller undersøgelser (derfor fralægger jeg mig et hvert ansvar for ukorrekte tal og fakta). Indlægget er skrevet for at dele mine oplevelser og tanker, og et ønske om mere opmærksomhed og kritisk blik på dette område.
