Nu har jeg endelig fået min lille rygsæk hjem igen. Min lille handbaggage jeg ikke fik lov at få med i flyet, da jeg skulle flyve hjem fra lufthaven i Tel Aviv. Af hvilke årsager? Ja, det vides ikke præcist, da sikkerhedsfolkene i Tel Aviv lufthavn ikke informere en om noget som helst. Men efter at de gennemrodede mine ting flere gange, at jeg blev udspurgt af mere end fem forskellige mennesker, blev taget med til et afsidigt rum og kropsvisiteret, så havde jeg en oplevelse af, at der stod 'skyldig' i panden af mig. Jeg ved ikke, hvad de præcist troede, om jeg var ekstrem aktivist eller om jeg ville smule oplysninger med ud af landet.
Denne oplevelse fik i hvert fald min tvilv til at forsvinde, mange af de historier jeg hørte under min rejse, som jeg ikke helt havde kunne tro på, folk der bliver tilbageholdt i mange måneder uden nogen dommererkendelse, uden nogen forklaring, kvinder og børn, der bliver kropvisiteret indvendigt og udvendigt. Jeg tvivler ikke længere på, at de går hele vejen. At de bruger deres magt. En magt, man bliver magtesløs overfor. Jeg følte, at de i den grad gik over min personlige grænse, og jeg blev virkelig vred i lufthaven, men hvad kunne jeg gøre? Hvad kan man stille op mod mennesker, der er trænet i ikke at udvise menneskelighed, som er trænet I ikke at ville lytte til argumenter?
Rygsækken, der skulle specialt tjekkes ind, kom ikke hjem i første omgang. Men efter nogle dage, dukkede den op i Kastrup Lufthavn og sendt til Lundhoff. Nu har jeg endelig fået tasken igen. En taske der som udgangspunkt ikke indeholder noget af værdig for andre, men som har mange værdifulde ting for mig, breve, dagbøger, små gaver, kontakter osv. Alt er i tasken på nær min mobil.. Så hvad er der blevet af den? Stjålet på vejen? Konfiskeret til undersøgelse?
Ja, ja, det var den der havde mindst værdi for mig, så jeg nøjes med blot at undre mig. Nu sidder jeg med nogle af de ting jeg skrev mens jeg var der nede:
Not humanity! - 28/6-11 Aften
I dag oplevede jeg et af de mest omtalte checkpoints, Kalandia, på egen krop. Jeg følte mig som en fange, en persom der ikke blev regnet for noget som helst. Det var ydmygende, nedværdigende. Spærret inde i smalle gange med trammer og pigtråd alle vegne.
Efter jeg var kommet igennem checkpointet forfatalte jeg den palæstinensiske mand jeg fyldes med, at jeg nu troede, at jeg nu kendte følelsen af at være i fængsel, hvor til han svarede: "Palæstina er ét
stort fængsel".
På et tidspunkt, hvor vi kørte gennem et andet checkpoint måtte alle ud af bussen for at få checket pas, stige ind i bussen 2 m længere fremme. Et par enkelte passagere blev siddende i bussen og de bevæbnede soldater gik ind for at checke deres pas. Da vi var tilbage i bussen igeg, spurgte jeg manden jeg også der fyldes med, hvorfor nogen blev tilbage i bussen, hvortil han svarede at det fomentlig havde noget med alder at gøre m.m. Jeg spurgte, hvor alle ikke blot blev siddende i bussen, om det ikke ville være nemmere for alle parter? Han svarede, at han sjældet forstod israelerne måde at handle på, og han gav udtryk for, at han var stoppet med at stille spørgsmål til det, men derimod affinde sig med det. Hvis man har været vandt til dette hele sit liv, så er det måske naturligt at man på et eller andet tidspunkt stopper med at kæmpe imod og forsøger at skabe sig et godt liv på trods. Selvom jeg også har mødt flere, hvor det at kæmpe i mod bliver deres liv. Endvidere så var denne mand jeg rejse med en af de mere heldige. Hans kone var født og opvokset i Jerusalem, hvilket gav ham de samme pasmuligheder som hende, således at han havde bevægelsesfrihed til at rejse ud af vestbredden og til fx Jerusalem og Bethlehem. Det er en mulighed de færreste palæstinensere har.
Tilføjelse:
Senere hen har jeg tænkt, at det ikke kun er Palæstina der er et stort fængsel. Israel bygger murer op omkring sig selv, omkring boligblokke, deres lufthavn er en af de lufthavne i verden med højst sikkerhed, der er sikkerhedsvagter med våben på alle offentligesteder, ved fx indgange til indkøbscentere, deres bevægelsesfrihed er også begrænset, de er omringet af fjener, og den alemene israeler kan heller ikke rejse frit i Palæstinensisk territorium og regeringen kontrollere 'deres sandhed og overbevisning'. Så mens de bygger murer op for at beskytte dem selv, og undertrykke palæstinenserne, så bygger de et fængsel op omkring dem selv.
A day in Jerusalem - 29/6-11En smuk by, især den gamle bydel. Det er tydeligt at mærke og se at den rommer meget historie. Det har været en god dag med mange interessante samtaler, åbne og behagelige mennesker. Palæstinenserne er meget gæstfrie og overalt bliver man inviteret på te og kaffe. Med en ældre mand diskuterede jeg natur, naturoplevelser og hvilken beydning naturen havde for os. Han var meget interesseret i mit studie i Norge. Med en ung arabisk mand med et meget mandshauvanistisk synspunkt, diskuterede jeg forhold og sex udfra et kulturelt synspunkt. Det var interessant at opleve, hvor indskænket hans viden til kvinder var, og hvor meget det hang sammen med hans kulturelle opvækst, da kvinder og mænd ikke må snakke med hinanden uden for familien. For him women would be satified when he was satified. For him porn was reallity, og jeg tvivler om han nogensinde har haft sex med en kvinde han ikke har betalt for. Han var lige så uforstående over, hvordan man i Danmark ved lov må have sex fra man er 15, i hans øjne så er man stadig et barn når man er 15. Han var fascineret og samtidig frastødt af den åbenhed omkring sex, der ses i vores samfund.
A wonderfull family
I was travelling in Jordan for six days. One evening when I walked on the beach with my big backpack looking for a place to camp, I saw a big group of muslim women (wtih some few men) with children playing all around them. They started to shout at me, wanted me to come to them. I went there and got a cup of tea in my hands. The women was very excided and asked alot of questions. One of the women, who was sitting on a chair, with a strong power and strength in her eyes called her dauthers to translate, and suddenly I was also surrounded by childring in all ages, from babies to young I found out that they were all cousins. The women and children was very open friendly, and they were laughing and smiling all the time. I was running around on the beach playing with the children for hours. I introduced to some games and they introduced me to some games. It was so fun. Seeing to happiness in the children eyes, was so amazing. A sweet little boy was very found in me and he said: 'I love you', and all the women laugth with warm in their voices. They told it was the first time he tried to speek english and that it was also the first time he dared to swim in the nigth.
When it started to get late the daugthers of the women at the chair invited me to come and stay the nigth in their home. So the big group of women and children went to the cars, the the cars was filled up, and all the way home back to the center we were driving and waving out of the windows as craisy everytime we past each other on the road, and in the meanwhile we where listening to loud arabic music and dancing sitting in the car.
We arrived to there home around midnight. Here I got into the home of a very nice, open muslim family. I filled so honored about being there. Get to know the family, their tradition and culture. I the home I also met their father, a nice, friendly and warm man.When we got home they all took of their veil and started to cook dinner. When the dinner was ready we all sat on the flour and thin madress in a circle and was eating a delicious meal with alot of small bowls with alot of different things in as humus, oliven ect.
The four sisters from around 14-22 all shared the same room and this nigth I shared it with them aswell. I asked them how it filled to live so close to each other and they answered that they loved it. For me it was a big contrast to our way of living, where everyone have their own room, everyone eate from there own plates ect. For me I really liked this. You could really feel how strong connected the whole family were. That they really enjoyed each others company and appresiated each other. Not that I can imagine that they also have problems, challange as every other families, but they stand together as a family and not as individuals.
The next day I had to leave because I a appointement with a young about going to the desert and visit some of his family. But it where difficult to leave, because of two reason; because I really had a wonderfull time with the family and because they almost would not let me go. One day I hope to go back and visit them all again, and for now they will stay in my memory as one of my best experinces while I travel i the Middle East this summer.
So dear family in Aqaba, thank you so much for a wonderful experience, for taken me into your home and family. I wish you all the best!
