Hvad er frihed?

Er frihed når man er fri for materielle ting, uafhængig af samfundet og andre mennesker med en evne til at kunne leve og klare sig selv i pagt med naturen?  Sådan har mine tanker været i flere år. I går aftes gik det op for mig, at jeg ikke er den eneste der har tænkt disse tanker. Jeg er omgivet med venner, der har samme passion for at kunne leve med og i pagt med naturen. Som min gode ven Rasmus siger: 

” Naturen må ikke være et værksted for mig. Istedet må jeg være et værktøj for naturen: Respekten er vigtig. Istedet for at gøre naturen til et produkt for min verden og mit liv, må jeg blive et produkt af naturen, som det fra tidernes morgen har været hensigten”. 

Jeg synes det er et utroligt smukt og sigende citat. Et citat der beskriver den længsel og søgen mange mennesker har, nok især unge. En drøm, tanke, passion jeg får øjnene op for, at flere har. Men hvad er det vi søger? For den unge mand Christopher McCandless, som filmen ’into the wild’ handler om, handler det om den ultimative frihed, og det var det aftenens diskussion gik ud på. Hvordan man opnår den ultimative frihed og hvad prisen for det er. Der er en hvis logik i, at hvis du kan klare dig af naturen, så er du mindre afhængig af penge, hvilket gør at du ikke er afhængig af at skulle arbejde for andre og med det formål at skulle tjene penge. Men især spørgsmålet om uafhængighed af andre mennesker er interessant. Jeg tror mange har drømt om i mindre eller højere grad at pakke rygsækken og forsvinde ud i det blå. Men jeg vil aldrig kunne glemme, hvor sur min mor blev på Christopher McCandless, da vi så filmen sammen. Over, hvor egoistisk han handlede overfor sin familie. Er det et offer man må gøre for den ultimative frihed, at skulle sige farvel og svigte sine nærme? Og hvis man forestiller sig, at det kommer så vidt, at man gør det, siger farvel til ens ’liv’ og drager ud i vildmarken, som Christopher, hvad opnår man så? Det er i sammenspil med ens omgivelser ens identitet dannes. Vil det sige, at man mister sin identitet og kommer til et punkt, hvor det principielt er lige meget om man er en sten, vanddråbe, blomst eller et menneske, man bliver bare en del af det hele. Er det prisen eller måske målet for den ultimative frihed i naturen?

For mange mennesker i det moderne samfund i dag, handler det ofte om, at have penge nok til at have frihed til kunne gøre det de har lyst til. Jeg vil ikke vurdere, om dette er rigtigt eller forkert, blot konkludere, at det ikke er min frihed. Det ville der i mod for mig være et nederlag, et slaveri af tiden og pengene. Jeg vil være min egen herre, gøre lige det jeg har lyst til at gøre. Måske er jeg bare forkælet. Jeg har aldrig haft behov for at tjene mine egne penge. Jeg har haft en familie og en stat, der har støttet og som forsat støtter mig økonomisk. Men hvad med fremtiden? Jeg håber denne vej jeg har valgt, åbner op for at udleve denne drøm. Jeg håber det er min livsbane, eller måske jeg sidder tilbage om 30 år og tænker, hvor ung og naiv jeg en gang var.

”Jeg både hader og elsker din måde at stræbe efter at leve uden bindinger. Det er en del af din personlighed, som jeg beundrer og forundres over.” 

– Citat en nær veninde, jeg ikke kunne leve med og ikke uden.

Hvor kommer denne stræben fra, hvad er målet og er jeg klar over konsekvenserne?  Jeg ved det ikke, men den er der. Den lægger dybt i mig, jeg mærker den i hele min krop, den trækker i alle mine sanser.  Friheden, uafhængigheden handler ikke kun om at vende tilbage til naturen, være uafhængig af samfundet, det handler for mig i lige så høj grad om at opnå en frihed i mit sind. Jeg har i mange år troet, at jeg kunne stoppe, slippe af med eller mildne de tankestrømme, der nogen gange komme totalt ukontrollerende og lammende, hvis jeg lærte at forstå dem, gennemskue mønstret og løse dem. Men jeg er kommet frem til, at det måske ikke er løsningen. Jeg i stedet for at give tankerne så meget energi, skal lade dem passere, med det mål at opnå en indre fred og ro. Det er ikke nemt, men jeg øver mig. Er ofte begyndt at vågne omkring kl. 5 og står op og meditere. Men der er lang vej igen.. I sær fordi sindet bærer på så mange gamle tankemønstre, og fornyelse kræver ofte, at man siger farvel til noget gammelt og goddag til noget nyt. Det er ikke altid nemt, det er ikke nemt at sige farvel til noget gammelt kendt og springe ud i noget nyt, hvad enten det er forhold, skole, arbejde osv. Men det kan i den anden give så meget.
Så for mig lige nu handler det især om at leve i nuet, uafhængig af fortid og fremtid. Gøre det jeg har lyst til og lade være med at gøre det jeg ikke har lyst til. Fortiden vil altid være med en, da det er med til at forme en til den man er, men målet er ikke at lade den styre en. Og for mit vedkommende er det ikke at lade sig styre af fremtiden en ny ting. Jeg har i hele min ’ældre’ skolegang været vandt til at skulle gøre noget i nuet med en hensigt om noget ude i fremtiden. Men her tænker jeg kun på nuet og så lige frem til næste tur. Det er på en måde lige nu min frihed. At være tæt på naturen, være omringet af skønne mennesker og have tid og plads til at udvikle mig.

Men hvad er den ultimative frihed når alt kommer til alt, tomhed eller den totale væren?