Drømme, tanker og følelser...

Det simple liv

Jeg ønsker et simpelt liv. Et liv, hvor jeg kan mærke mig selv og hvad der er vigtigt for mig. Dette finder jeg bl.a. i naturen, især hvis jeg er alene i naturen, der kan jeg opleve den totale væren. Når jeg kan høre træerne snakke, efterårsvinden kærtegne mine kinder. Dér er der ingen krav, kun min egen stemme i hovedet. Jeg forsøger at leve så tæt på dette som muligt, ved fx ikke at have fjernsyn og mobil, der sluger min tid og tager mit fokus. Jeg søger tilbage i tiden, bliver inspireret af naturfolkenes måde at leve på, i ét og med naturen. Det er målet, det er drømmen. At leve totalt i harmoni med altings helhed og altings væren. 
Jeg synes det var svært at være hjemme i Danmark, her mødte jeg konstant kontraster til dette mål, denne drøm. Der ryger jeg ind i de samme gamle følelser og frustrationer. Jeg føler ikke, at jeg der møder forståelse eller møder folk med forståelse, det er som to verdner der mødes, og som jeg ikke kan få til at forenes i mit indre. Jeg kan ikke lade være med at blive irriteret over fjernsynene der kører i alle rummene, eller blive forundret over, hvor lidt folk smiler til hinanden og hvor grimt nogle mennesker taler til hinanden og hvor mange forældre der skælder deres børn ud. Jeg finder ingen mening i de utallige overfladiske og formelle samtaler. Jeg ved selvfølgelig også godt, at dette ikke kun gælder Danmark og at Danmark og danskere også har mange andre sider, men det er stadig en kontrast jeg møder, og som får mig til at tænke og føle.
Det er meget få jeg oplever at have samme værdier, mål og normer med, og det kan godt nogen gange føles ensomt. Det er altid mest behageligt at gå af en ukendt sti i fællesskab med andre, det giver nærvær og tryghed. At være vegetar, spirituelt søgende, tiltrukket af kvinder, elske at gå i barer tæer, elske det naturlige, bo og sove ude hele året, blaffe rundt og følge flowet osv. giver ofte anledning til mange spørgsmål og meget undring. Og det er okay. Folk må gerne spørge og gerne undres. Det har, i mine unge dage, allerede været med til at ryste nogle af mine medmenneskers verdensbilleder, især da jeg gik på gymnasium. Men jeg ved også hvor befriende det er, at møde mennesker med samme livssyn. Det skaber et helt specielt bånd og man ved det næsten med det samme. Det er familie, ikke af blod, men af fælles normer og værdier, familie bygget på kærlighed, accept, respekt og forståelse. Jeg har oplevet dette slægtskab flere gange, første gang da jeg mødte Silas og Michael og hele deres familie. De har i mange år nu været som min ekstra familie og de har støttet mig i svære tider og givet mig masser af kærlighed. Samme følelse oplevede jeg sidste efterår, da jeg mødte og forelskede mig i Sophia og blev lukket ind i hendes familie. Fra første dag jeg ankom til kollektivet lidt uden for Berlin, følte jeg at jeg var ’kommet hjem’. Stedet strålede af kærlighed, selvdyrkede grønsager, spiritualitet og frihed. Et sted, hvor de fleste kvinder går uden BH, hvor der ikke er lås på toilettet, hvor det er okay at spise med fingrende, hvor der er små alterer i alle rummene og det ikke er usædvanligt at have flere partnere. Og jeg oplever dette slægtskab med flere nærme venner.

Fællesskabet

Jeg mærker en større søgen efter fællesskabet. Finder mere og mere ud af, hvor vigtig fællesskabet er for mig. Måske har jeg ikke i så høj grad brug for at være alene, ensomhed, som jeg før har troet. Måske det er fællesskabet, jeg skal søge og der igennem udvikles, modtage og give kærlighed, opleve og dele. Hvis jeg lærer at åbne mig op når jeg bliver ked af det eller føler mig svag, i stedet for at trække mig tilbage, at jeg siger fra og til, og agerer i forhold til fællesskabet og ikke kun tænker på mig selv, at jeg bliver opmærksom på, at mit humør, mine holdninger og værdier påvirker de mennesker omkring mig, så tror jeg, jeg vil vokse.
Men det er en bestemt form for fællesskab jeg søger:
Fællesskabet, der kan rumme og acceptere forskelligheder, men som alligevel deler mange samme normer, værdier, mål og livssyn. For min erfaring er, at dette er en af de vigtigste ting i forhold til menneskelige relationer. Man behøver ikke at være enige, men hvis man bare har et fælles mål, der siger at man alligevel skal få det til at fungere, så tror jeg at man kan nå langt.
Fællesskabet, hvor der er plads til kreativitet, fri udfoldelse og eksperimentering. Hvor man inspirerer og pakker hinanden op. 
Fællesskabet, hvor der er plads til selvudvikling og fællesudvikling, og hvor man lægger vægt på bevidsthed, på alle niveauer.
Fællesskabet, der bygger på kærlighed, tillid og frihed.
For mig er kærlighed og frihed vigtigt, og de to ting hører udeleligt sammen. Jeg tror ikke på, at vi kan ege hinanden. Jeg tror på, at man kan elske mere en én person. At man skal bygge menneskelige relationer på kærlighed og frihed frem for frygt og begrænsninger. Jeg tror på, at alt jeg sender ud får jeg tilbage igen, så jeg forsøger at møde verden med et åbent sind. 

Min familie

Jeg føler ofte, at jeg med mine drømme og passioner svigter min familie. At jeg ikke viser dem nok opmærksomhed, omsorg, og at jeg ikke er der nok for dem. At jeg i mit forsøg på at tage afstand til vestlige, materielle værdier, skaber afstand til mennesker jeg elsker og som elsker mig. Men jeg bliver nødt til at følge min egen vej, følge mit kald, gøre hvad der føles rigtig for mig og udleve mine drømme. Lige som jeg ønsker alle andre, skal finde og følge deres vej.
Det er gennem min familie, jeg er vokset op og haft en kærlig og tryg opvækst, og det er med min familie jeg deler de første mange oplevelser og følelser med i mit liv. De har været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag, og de vil altid være en stor del af mig.Jeg elsker min familie meget højt! Og selvom, at de ikke kan være med mig fysisk på hele mit livs rejse, så er de med mig i mit hjerte og i mit sind.