Jeg oplevede endnu en gang, da jeg var i Oslo weekenden, hvordan min tunge i nogen situationer slår knuder på sig selv. I denne omgang var det under en omgang 'biodanza'[1], under en øvelse kaldet kærlighedens port, hvor vi stod på to rækker overfor hinanden og skiftedes til at gå stille gennem porten, mens vi modtog en masse kærlighed i form af kærtegn, hviskende ord i øret, positive energier m.m. Jeg ved ikke præcist, hvad der sker inde i mig i stunden, men det er som om, at de kærlige ord, der cirkulerede rundt mit hoved ikke kunne komme ud af min mund. Jeg ønskede at sige til en ung, stille og genert kvinde, at hun skulle åbne sig op, og lade sit indre lys skinne ud, jeg ønskede at sige til manden, der 'styrede' øvelsen, at han bragte ufatteligt meget kærlighed med ind i rummet, jeg ønskede at sige til en anden ung kvinde, som jeg på mange områder kunne identificere mig meget med, at hun var meget tiltrækkende og flirtende. Ikke mindst var der en kvinde, der havde fanget min opmærksomhed, og som jeg ønskede at fortælle, hvilken fantastisk indre ro og balance jeg oplevede ved hende.
Jeg tror, at jeg ofte bliver stum, lammet i ordrene, da jeg frygter, at de ord der kommer ud verbalt ikke stemmer i overens med dem der er inde i mit sind, hvor i mod jeg har meget større tillid til det skrevne ord. Det er min måde at udtrykke mig på og bearbejde følelser, tanker og oplevelser, og sådan har det været i mange år. Da jeg var helt lille skulle min mor altid trække ordrene ud af mig, når jeg var ked af det. Der kunne gå en hel aften inden jeg endelig fik sat ord på det jeg gik og tumlede med. Måske det er på tide med forandring, udvikling. Jeg vil øve mig i at sætte verbaleord på det jeg tænker og føler i øjeblikket, directly from the heart, uden først at tænke det hele igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar