Studiestart og fjeld og bretur
Studiet er nu godt i gang igen, eller sagt med andre ord, så startede vi lige på og hårdt. Efter fem dage tilbage i Bø, som bestod af et travlt program med turplanlægning, tog vi hele klassen til Jotumheimen, hvor vi skulle have et 6 dages fjeld og bre kursus og derefter en uge på egenfærd.
På denne tur mødte jeg endnu engang nye sider af mig selv. Med udsigt til breen fra vores basecamp, vågnede jeg op mange morgener med ubehag i krop og sind. Breen tårnede sig op omringet af høje stejle fjelde virkede på en gang skumle og fremmede for mig. Jeg mærkede, hvordan hele min energi og motivation var helt i bund. Hver morgen måtte jeg mentalt kæmpe mig op til breen, og på breen glædede jeg mig det meste af tiden til at komme ned i lejren igen med fastgrund under fødderne. På breen oplevede jeg mine psykiske grænser. Hele min krop blev påvirket af mit sind og blev helt stiv og lammet hver gang jeg skulle hoppe over dybe sprækker, klatre over bestemte partier eller bevæge sig over sneddækkede områder, hvor man reelt kunne falde i en sprække når som helst. Alt foregik under sikre forhold, vi var sikrede af torv i mellem os, og havde lært, hvordan man skulle rede folk op af sprækker, hvis der skulle ske et uheld. Alligevel kunne jeg ikke slappe af, føle mig tryg og nyde opholdet på breen.
Første besteget bjerg
Jeg havde en diskussion med mine norske medstuderende og vejledere om, hvornår man kaldte det at bestige et bjerg. Efter deres definition så er et bjerg mere en stor bakketop, så for dem lød udtrykket morsomt. Udfra en dansk definition, vil jeg mene, at det er når man begiver sig op på en top af et bjerg/fjeld, hvor man ikke umiddelbart blot kan gå op, men at det kræver ekstra udstyr og indebærer et hvis niveau af klatring for at komme til top. Hvorom alting er, så var min bedste oplevelse på dette brekursus uden tvivl 'turdagen', hvor vi i forskellige grupper, valgte forskellige topturer vi ønskede at tage. Jeg havde lyst til at udfordre mig selv lidt og valgte at tage Sokse. Så fredag begav vi os i to taulag med henholdsvis 5 og 4 personer i hver, over breen og mod Sokse. Da jeg var en af de eneste, der havde prøvet at førstemandsklatre og sætte kiler (skønt jeg kun har gjort det et par gange før), fik jeg fornøjelsen af at klatre først og sikre. Det var en super god oplevelse, der gav rigtig meget mestringsfølelse, og det ubehag jeg havde oplevet alle de andre dage, var stort set ikke eksisterende på vej op til toppen, hvor ud fra jeg vil konkludere, at det ikke er højdeskræk jeg har, da der mange steder var meget længere ned, og stejlere end der havde været mange steder på breen. Min vejleders teori var, at det handlede om, at jeg var meget mere vandt til fjeldet i modsætning til det at arbejde med is. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er enig i denne teori, da jeg også godt kan opleve ubehaget, hvis jeg klatre et niveau, hvor jeg udfordre mig selv..
 |
| Breen vi begav os hen over for at komme til Sokse. Sokse er fjeldet i midten med to små toppe (4. top fra venstre). Endvidere var dette en del af vores udsigt fra vores basecamp i to uger. |
Men det var en helt fantastisk oplevelse at komme helt op på den lille spidse top, skønt der var overskyet og at vi ikke fik set så meget. Så i en lille stund, kunne jeg godt forstå de mennesker, der bliver bidt af bjergbestigning.
Under tregrænsen
På vores egenfærd besluttede vi at gå ned til en hytte der lå omkring 14 km nede i dalen. Dette betød at vi kom ned under trægrænsen og jeg mærkede med en gang, hvordan mit humør lysnede. Jeg mærkede kreativiteten blomstre i mig og hvordan alle mine sanser blev stimuleret af de smukke efterårsfarver og dufte. Her følte jeg mig hjemme, og det gav mig et pusterum og overskud, således at humøret var højt på vores sidste dag, hvor vi gik tilbage, op til vores basecamp. Dette havde helt sikkert også noget med at solen skindende højt og flot, og var den bedste vejrdag vi havde haft på de to uger.
Studietanker 1
Denne tur satte mange tanker igang med, hvad jeg ville med dette studie. Det gav ingen mening for mig at opholde mig på breen, og jeg kunne bestemt ikke forestille mig, at det var en naturtype, jeg kunne tænke mig at arbejde med eller beskæftige mig med. På nogle tidspunkter, var jeg så langt ude i tankerne, at jeg var klar til med en gang at hoppe fra studiet og finde på noget helt andet. Med udsigt til at jeg kun efter fire dage hjemme i Bø igen, skulle på tur igen, kunne jeg ikke glæde mig til at skulle på tur så hurtigt igen, selvom at det var kano. Det hele var så intens med tur, turpakning, udpakning, læring, og efter at have boet i telt i to uger, trængte jeg til plads og rum for mig selv. Heldigvis ændrede disse tanker sig hurtigt, da jeg først kom hjem, og efter et par dage, kunne jeg næsten ikke vente til at skulle på kanotur.
Kanofordybning
3 helt fantastiske dage på Tinnsjø og Tinnelve, med en super hyggelig gruppe, godtvejr, en af Norges bedste kanopadlere som vejleder, masser af udfordring, mestring, leg, bålhygge og god mad.
Som min gode veninde Lise (som jeg boede i telt med på fjeld og bre turen, og som jeg også er i kanogruppe med) påpegede, så har jeg været en helt anden person på denne tur, end jeg var på breturen. Og jeg føler det helt sikkert også selv. Dette tænder mig, jeg er engageret og kan ikke få nok. Opsøger hele tiden nye udfordringer, og bliver ved og ved til jeg mestre det. Generelt er det en naturtype jeg føler mig hjemme i. Når jeg padle i solokano ned af et strøg, føler jeg mig i et med kanoen og vandet. Det giver nogle vilde adrenalinkick, men aldrig ubehag.
Imodsætning til fjeldet og breen, som jeg oplever som skummelt og fremmed, oplever jeg elven, skoven som mit hjem, min ven. Her føler jeg mig tryg, her får jeg masser af energi og føler mig jordbunden.
Jeg har fået modet tilbage på studiet. Dette giver mening, og med tanken om, at jeg fra nu af kan vælge ikke at beskæftige mig mere med bre (og vinterfjeld), men fokusere på kano, vann og vassdrag, så er motivationen tilbage. Jeg glæder mig til at skulle på næstetur igen om en uge. En tur, jeg tror byder på nye udfordringer.
Studietanker 2
Samtidig går jeg dog og leger med tanken om, hvad jeg skal bruge dette til, om jeg skal forsøge at kombinere det med noget andet til næste år fx socialantropologi eller praktisk pædagogik, eller om jeg skal skifte helt spor. Jeg har formentlig fået praktik på en Steinerskole i Oslo, det glæder jeg mig rigtig meget til at udforske og opleve, og finde ud af, om det evt, også kunne være en vej jeg kunne tænke mig at tage.
Billeder fra breturen kommer formentlig senere hen..
3 helt fantastiske dage på Tinnsjø og Tinnelve, med en super hyggelig gruppe, godtvejr, en af Norges bedste kanopadlere som vejleder, masser af udfordring, mestring, leg, bålhygge og god mad.
Som min gode veninde Lise (som jeg boede i telt med på fjeld og bre turen, og som jeg også er i kanogruppe med) påpegede, så har jeg været en helt anden person på denne tur, end jeg var på breturen. Og jeg føler det helt sikkert også selv. Dette tænder mig, jeg er engageret og kan ikke få nok. Opsøger hele tiden nye udfordringer, og bliver ved og ved til jeg mestre det. Generelt er det en naturtype jeg føler mig hjemme i. Når jeg padle i solokano ned af et strøg, føler jeg mig i et med kanoen og vandet. Det giver nogle vilde adrenalinkick, men aldrig ubehag.
Imodsætning til fjeldet og breen, som jeg oplever som skummelt og fremmed, oplever jeg elven, skoven som mit hjem, min ven. Her føler jeg mig tryg, her får jeg masser af energi og føler mig jordbunden.
Jeg har fået modet tilbage på studiet. Dette giver mening, og med tanken om, at jeg fra nu af kan vælge ikke at beskæftige mig mere med bre (og vinterfjeld), men fokusere på kano, vann og vassdrag, så er motivationen tilbage. Jeg glæder mig til at skulle på næstetur igen om en uge. En tur, jeg tror byder på nye udfordringer.
Studietanker 2
Samtidig går jeg dog og leger med tanken om, hvad jeg skal bruge dette til, om jeg skal forsøge at kombinere det med noget andet til næste år fx socialantropologi eller praktisk pædagogik, eller om jeg skal skifte helt spor. Jeg har formentlig fået praktik på en Steinerskole i Oslo, det glæder jeg mig rigtig meget til at udforske og opleve, og finde ud af, om det evt, også kunne være en vej jeg kunne tænke mig at tage.
Billeder fra breturen kommer formentlig senere hen..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar