Min historie om og med Olivia
Jeg fik beskeden om Olivias død, mens jeg var i et buddhistisk nonnekloster i Sydfrankrig, en uge, der nok ikke havde kunne forberede mig bedre på tabet af en god veninde. Mens jeg stadig var i klosteret snakkede jeg med en af Dharma lærerne og fortalte om Olivia, hun takkede for at jeg delte det med hende for nu følte hun også at Olivia levede videre i hende, derfor vil jeg også dele det her på min blog. - Og så fordi det hjalper i sorgen at dele, snakke, skrive.
Olivia var en nær veninde, en af de veninder jeg har fuldt længst. Vi gik på friskole sammen fra 4.-9. kl. og mødte hinanden nogle år før det. Vi har altid haft et meget specielt forhold til hinanden. Aldrig hængt klisteret sammen, men har haft stor respekt, forståelse og kærlighed for hinanden. Hun var en af de første 'alternative' jævnalderne jeg mødte. Det var før jeg selv havde fået øjene op for, at der var en anden verden, at verden kunne være anderledes end den vi umiddelbart oplever. Hendes måde at tænke på livet, naturen, skønheden i alt omkring os, hendes måde at tænke, spise og snakke på var så speciel, så unik, så svævende og inspirererne. Hun har altid gået i farverigt tøj og har været meget glad i farven grøn, ofte med mange smykker, forskellige øreringe, ofte en stor i det ene øre og lignede på mange måder en blanding mellem en skovalf og elver. Hun var multikreativ, sang, spillede musik (fantastisk på klaver), tegnede, dansede, lavede god mad, skrev digte og historier. Jeg husker, hvor imporneret og facineret jeg var i femte klasse, da olivia havde skrevet en lang historie på omkring 20 sider, frem for den ene side vi andre skrev og som var opgaven. Historien handlede om en pige, der var taget til fange nede i nogle huler - jeg husker der var en masse gange, som man nemt kunne fare vild i. Den unge pige søgte altid mod lyset, men kom hen mange mørke steder. Jeg ved ikke om historien nogensinde blev færdig eller om den unge pige fandt vejen ud. Jeg snakkede med Olivia om denne historie i sommer (eller var det måske i foråret?), mens vi sad ude i hendes drivhus og drak te. Jeg fortalte hende, at den havde gjort et dybt indtryk på mig.
Hun havde sans for at se noget vi andre ikke umiddelbart ser. Alting hun rørte ved og gjorde var så ømt og smukt, som hun selv var som person.
Efter friskolen har vi ikke ses så ofte, men vores møder og spirituelle forbindelse voksede sig hele tiden stærkere. Jeg ved hun ikke altid havde det nemt, at være så kreativ og se verden på en så anderledes måde end alle andre, fyldte hende ofte med en følelse af ensomhed og hun havde svært ved at falde til i dette liv. Selvom, at hun omkom ved et uheld, så tror jeg hun vidste hun skulle videre fra dette liv i en ung alder. Hendes skønhed, hendes krop vil forvandle sig, blive til jord, planter, blomster. Jeg forestiller mig, hvordan hun vil transformere sig til en smuk orange blomst, med flotte grønne blade, der står lidt alene i en lysning i skoven og nyder solens varme og skyernes dråber. Totalt i ét med alt levede. Og hun vil forsat blive ved med at leve videre i alle os, hun har berørt i hendes liv.
Jeg sender de kærligeste og varmeste tanker til chaufføren af bilen, hendes forældre og to yngre søstre, der går igennem en ubegribelig svær tid. Må de finde styrke, lys og støtte.
Olivia min elskede veninde, jeg er hos dig og du er hos mig.
Æret være Olivias minde.
SvarSlet